Optagne systemer

Status for tilslutning til kontrolordningen

Status af 7. november 2018

 

Kontrolordningen indførte i foråret 2015 etårige optagelser.

 

Nedennævnte tilsluttede systemer har alle fået fornyet deres optagelser for perioden 1. april 2017 til 31. marts 2018. Optagelsesbevis for 2016/17 er udlagt ud for den godkendte og fortsat gældende deklaration.


Strømpeforing

Strømpeforing er en renoveringsmetode.

Strømpeforing baserer sig på en tekstilstrømpe, der er imprægneret med en kunstharpiks og som efter indføring og udhærdning udgør et selvbærende hærdeplastrør. Tekstilet kan være termoplastmateriale(filt), måtter, væv eller tråde af glasfibre eller en kombination af disse 2 materialegrupper. Kunstharpiksen kan være en polyester- eller en epoxytype.

Den imprægnerede strømpe føres ind i den eksisterende ledning ved indtrækning eller ved indkrængning. Strømpens udhærdning kan sættes i gang med damp, varmt vand, ultraviolet lys eller LED.

De tilsluttede firmaer deklarerer selv deres strømpeforingssystemers anvendelsesområder indenfor afløbsrørenes dimensioner og længder.

Før et strømpeforingssystem kan blive optaget i kontrolordningen, skal virksomheden overholde visse krav til kvalitetssikring og kontrolplaner, herunder dokumentation af udførte strømpeforinger. Endvidere skal det pågældende strømpeforingssystems egenskaber dokumenteres ved akkrediteret prøvning i forbindelse med optagelsesproceduren. Det er desuden et krav, at strømpeforingssystemer, der er optaget eller er under godkendelse, er underlagt proceskontrol.

For strømpeforingssystemer, der kun benyttes ved Ø < 160 mm, gælder særlige procedurer for deres optagelse og for den eksterne kontrol i kontrolordningens tekniske bestemmelser.

Følgende virksomheder har et optaget system til strømpeforing af gravitationsledninger:

 

Danpipe A/S

 

Entreprenør Peter Meyer A/S


Insituform A/S


Per Aarsleff A/S Rørteknik


Følgende virksomheder har et optaget system til strømpeforing af gravitationsledninger Ø < 160 mm:

 

Insituform A/S

 

Rørsprængning

Rørsprængning er en udskiftningsmetode.

Ved rørsprængning kan en eksisterende ledning udskiftes med en ny i samme eller større dimension og med et minimum af opgravning.

Rørsprængning udføres mellem 2 arbejdsgruber, hvis størrelse afhænger af den nye lednings bøjningsradius.

Rørsprængning kan udføres efter 2 metoder:

1) Der placeres en pipeburster i den ene arbejdsgrube, og massive stålstænger skubbes gennem den eksisterende ledning til arbejdsgruben i den modsatte ende af ledningsstrækningen. Her monteres et skærehoved på enden af stålstængerne, og den nye PE-ledning fastgøres til skærehovedet. Stålstængerne med skærehoved og ny PE-ledning trækkes via hydraulik tilbage gennem den eksisterende ledning, der herved knuses og presses ud i omkringfyldningen.

2) En cylinderformet trykluftdrevet(pneumatisk) hammer - en såkaldt raket - påmonteres et knusehoved, hvortil den nye PE-ledning fastgøres. Raket med knusehoved og ny PE-ledning føres gennem den eksisterende ledning, der herved knuses/sprænges og presses ud i omkringfyldningen. Raketten, dels drives frem af den pneumatiske hammer, dels trækkes frem af et wirespil, sikrer herved, at knusehovedet holdes an mod fronten af den eksisterende ledning.

Følgende virksomheder har et optaget system til rørsprængning:

NCC Danmark A/S


Munck Forsyningsledninger A/S

 

Stram foring

Stram foring er en renoveringsmetode.

Stram foring udføres med en lang - eventuelt sammensvejset - termoplastledning, hvis diameter midlertidig er reduceret af hensyn til installationen. Reduktionen sker mekanisk eller termomekanisk. Efter indtrækning føres ledningen tilbage til sin oprindelige form og ligger derefter tæt op mod den eksisterende ledning. Tilbageføringen sker enten ved udløsning af installationstrækkraften eller ved tilføring af varme og/eller indvendigt tryk.

For reduktionen i diameter er der 2 muligheder:

1) Reduktionen sker ved foldning i forbindelse med rørproduktionen. Ledningen leveres herefter normalt opspolet på tromle, hvorfra den indføres direkte i den eksisterende ledning, f.eks. gennem en nedgangsbrønd.

2) Reduktionen sker ved foldning eller træk på arbejdsstedet. Ledningen føres normalt gennem reduktionsværktøjet og ind i den eksisterende ledning i én arbejdsgang.

Termoplastmaterialet til stram foring kan være polyethylen (PE), polyvinylchlorid (PVC) eller blandinger (copolymerer) af disse materialegrupper.

Følgende virksomheder har optaget systemer til stram foring:

 

VP Villy Poulsen A/S

 

Per Aarsleff A/S Rørteknik

 

Overgangsprofiler

Der er udarbejdet et færdigt grundlag for optagelse og den eksterne kontrol af overgangsprofiler, der installeres i overgangen mellem hovedledning og stikledning.

Optagelsesgrundlaget fremgår af Tekniske Bestemmelser Bilag 5 pkt. 5.1.4 og pkt. 5.2.5. Den eksterne kontrol efter optagelsen er beskrevet i pkt. 5.3.5.

Optagelsesprøvninger m.fl. gennemføres i henhold til Bilag 5 pkt. 5.5 i en prøvebane, der er opstillet på Rørcentret på Teknologisk Institut i Tåstrup.

Følgende virksomheder har optaget et system til overgangsprofil:

Per Aarsleff A/S Rørteknik

 

Insituform A/S

 

VP Villy Poulsen A/S